Lodret dronefoto af en byggeplads under jordarbejde med gravemaskiner, dumpere, pladsveje og oplag af jord og grus

Hvorfor de største byggeprojekter fejler — og hvad planlægning kan gøre ved det

92 procent af verdens megaprojekter overskrider enten budget eller tidsplan. Ofte begge dele. Det er ikke et gæt, det er konklusionen fra Oxford-professor Bent Flyvbjerg, der har analyseret over 16.000 store projekter på tværs af brancher og kontinenter.

Hans recept er enkel at formulere, men svær at efterleve: Think slow, act fast.

Brug den nødvendige tid på at forstå, hvad du er på vej ind i. Kortlæg risici, gennemtænk scenarier og skab klarhed om grænseflader før den første Manitou ruller ind på pladsen. Derefter kan du handle hurtigt, fordi fundamentet er på plads.

Det lyder oplagt. Alligevel ser vi gang på gang det modsatte i den danske byggebranche.

Handlingsbias koster dyrt

Der er en udbredt tendens til at ville have skovlen i jorden så hurtigt som muligt. Det føles produktivt. Men som Flyvbjerg påpeger, er det netop i planlægningsfasen, at kimen til problemer, eller succes, bliver lagt.

Når et stort byggeprojekt møder en eksisterende drift, et komplekst byrum eller følsomme fredningsforhold, opstår der hundredvis af grænseflader. Adgangsforhold, leveranceflow, trafikafvikling, midlertidige installationer, sikkerhedszoner. Hver af dem er en potentiel konflikt, der kan koste tid og penge, hvis den først opdages undervejs.

Det er her, en grundig foranalyse gør forskellen. Ikke som et ekstra konsulent-led, men som det fundament, resten af projektet bygger på.

Hvad en foranalyse faktisk gør

En foranalyse af byggepladsen handler om at skabe et visuelt og driftsmæssigt beslutningsgrundlag. Det vil sige 2D/3D-modeller, fasevisualiseringer og logistikprogrammer, der gør komplekse scenarier forståelige for alle involverede parter. Hele vejen fra bygherre og bestyrelse til rådgivere, myndigheder og entreprenører.

Formålet er at synliggøre konsekvenserne af forskellige valg, inden de bliver truffet. Hvad sker der med trafikken, når den østlige adgangsvej lukkes? Hvordan påvirker skurbyens placering leveranceflowet? Kan driften opretholdes, mens råhuset bygges?

Det er præcis den type spørgsmål, vi i SiteHub mener skal besvares i planlægningsfasen. Jo flere ubekendte du fjerner tidligt, jo hurtigere og billigere bliver udførelsen.

Planlægning er ikke forsinkelse

En af de mest udbredte misforståelser er, at grundig planlægning forsinker projektet. Flyvbjergs forskning viser det modsatte: det er tiden i udførelsesfasen, der er den egentlige risikofaktor. Jo længere et projekt trækker ud, jo mere eksponeret er det for uforudsete hændelser.

Eller som han formulerer det: det er ikke størrelsen, der dræber projekter — det er tiden.

En foranalyse, der tager få uger at gennemføre, kan spare måneder i udførelsesfasen. Den giver klare anbefalinger til bygherrer, rådgivere og entreprenører og skaber et fælles vidensgrundlag, alle parter kan arbejde ud fra.

I de projekter, hvor byggepladsen med drift, logistik og øvrige driftsomkostninger er tænkt ind fra start, lander omkostningerne typisk på 4–6 % af byggesummen. I projekter, hvor planlægningen af byggepladsen har været utilstrækkelig, ender tallet ofte på 15–20 %. Forskellen er markant, og den bliver skabt i planlægningsfasen.

Morten Abildgaard, CCO i SiteHub

En branche, der har brug for et kulturskifte

Vi i SiteHub mener, at den danske byggebranche har brug for at tage planlægningsfasen langt mere alvorligt. Særligt ved komplekse projekter, hvor antallet af bevægelige dele og snitflader er enorme, og skal sameksistere i årevis. Det kræver et kulturskifte, hvor bygherren påtager sig et større ansvar tidligt i processen, og hvor de rigtige kompetencer inddrages, før udbuddet er skrevet.

Det er ikke et spørgsmål om at bremse. Det er et spørgsmål om at investere tid det rigtige sted, så resten af projektet kan køre hurtigere, billigere og med færre overraskelser.

Think slow, act fast.