
SiteHub – Danmarks førende ekspert på byggepladsstyring - har udnævnt Jan Nørregaard Olsen til Chief Operating Officer (COO) med øjeblikkelig virkning. Rollen overtager han fra CFO, André Sode, som indtil nu har fungeret som COO sideløbende med rollen som kassemester. Forfremmelsen markerer en strategisk forstærkning af det operationelle område hos SiteHub, og er både et resultat af flere års vokseværk i drift og stab, og et skridt, der skal klargøre organisationen til yderligere vækst i de kommende år.
Som COO får Jan Nørregaard Olsen det overordnede driftsansvar på tværs af organisationen og bliver direktionens nærmeste sparringspartner på den operative forretning, som spænder fra teknologi og mandskab til byggepladsdrift, samt analyse- og rådgivningsydelser.
Den nyslåede COO har gennem de seneste år stået i spidsen for SiteHubs drift i Region Vest, hvor byggepladsspecialisterne er involveret i en række store projekter – blandt andet en af landets største byggepladser på et projekt nær Odense. Det er opgaver med høj kompleksitet, stram ressourcestyring og tæt kontakt til kunder og bygherrer, og det er erfaringer, Jan nu bringer med ind i sin nye rolle.
Ifølge SiteHub CEO, Ulrik Branner, har Jan været central for den udvikling virksomheden har gennemgået de sidste to år, fordi han kender SiteHubs produkter og services ud og ind, forstår kundernes behov og ved hvordan man driver en sikker og effektiv byggeplads ude i virkeligheden.
...Vi har bygget forretningen op i højt tempo, og med Jan i direktionen får vi den driftsmæssige tyngde, der skal til for at vokse videre.
Ulrik Branner, CEO i SiteHub
“Jan leder fra fronten, og han har bevist det på nogle af landets mest komplekse byggepladser. Vi har bygget forretningen op i højt tempo, og med Jan i direktionen får vi den driftsmæssige tyngde, der skal til for at vokse videre. Han står tæt på både vores kolleger og vores kunder, og det er dér, den sikre og mere effektive byggeplads bliver skabt,” fortæller Ulrik Branner, CEO i SiteHub.
“Jeg har brugt de seneste år på nogle af landets største pladser med mange bevægelige dele og høj kompleksitet. Det har lært mig, at god drift ikke kommer af flere systemer, men af de mennesker og den kultur, der får systemerne til at virke ude på pladsen. Det er præcis dér, jeg vil sætte ind: tættere på byggepladsen, tættere på kunden, og med en organisation, der kan vokse uden at miste det, vi er gode til,” lyder det fra den nyslåede COO, Jan Nørregaard Olsen.
Jan Nørregaard Olsen er allerede i gang i rollen.