Sort-hvidt portræt af André Sode, CEO i SiteHub

SiteHub afleverer rekordregnskab, og grundlæggeren giver CEO-posten videre

SiteHub har for fjerde år i træk leveret et årsregnskab, hvor virksomheden skaber vækst på både top og bund. På samme dag som regnskabet lander og viser 215 millioner kroner i omsætning, træder stifter og CEO Ulrik Branner tilbage og giver stafetten videre til André Sode, som indtil for nyligt har varetaget rollen som både COO og CFO.

SiteHub, som leverer specialiseret mandskab og teknologi til byggepladssikkerhed, -logistik, -drift, arbejdsmiljø og data, offentliggør i dag sit femte årsregnskab, og det fjerde i træk med stigende grafer på både top- og bundlinje. Virksomheden er i samme periode vokset fra én til 160 ansatte. Netop på baggrund af den vækst træder SiteHubs ophavsmand og CEO, Ulrik Branner, nu tilbage og giver rorpinden videre til André Sode, som er en del af partnerkredsen og har været i virksomheden siden 2024.

Årsregnskab 2025/26

Femte årsregnskab, og det fjerde i træk med fremgang på både top- og bundlinje.

214,7
mio. kr. i omsætning, mod 189,6 året før
101,9
mio. kr. i dækningsbidrag, mod 70,4 året før
12,8
mio. kr. i driftsresultat, mod 11,4 året før
29,9
mio. kr. i egenkapital, mod 19,6 året før
39 %
soliditet, mod 35 % året før
160
ansatte, mod én ved stiftelsen i 2021

Behersket topvækst i 2025

Efter at have øget toplinjen med 169 % i gennemsnit fra 2021 til 2024 har fokus i det seneste regnskabsår været at konsolidere virksomheden. Det er sket gennem ansættelser af nøglepersoner, investeringer i teknologi og en mere systematisk tilgang til produkt og marked.

Vi vokser fortsat på både top og bund, men det væsentlige i år er, at vi tjener flere penge på det arbejde, vi udfører.

Ulrik Branner, stifter af SiteHub

“Efter fire år med meget høj vækst i både omsætning og personale har vi helt bevidst valgt at skrue lidt ned for temperaturen og fokusere på soliditet og på at lægge fundamentet til skalering af SiteHub. Vi vokser fortsat på både top og bund, men det væsentlige i år er, at vi tjener flere penge på det arbejde, vi udfører. Dækningsbidraget er løftet fra 70 til 102 millioner kroner på en omsætning, der er vokset langt mindre, og det betyder, at vi har fået en bedre forretning, ikke bare en større,” siger Ulrik Branner.

For hver hundrede kroner SiteHub omsatte for i det seneste regnskabsår, blev der 47 kroner tilbage, når de direkte omkostninger var betalt. Året før var tallet 37. Driftsresultatet efter afskrivninger steg fra 11,4 til 12,8 millioner kroner, egenkapitalen fra 19,6 til 29,9 millioner, og soliditeten gik fra 35 til 39 procent.

Fra fundament til skalering

Beslutningen om at give CEO-posten videre er truffet ud fra, hvilken profil der skal lede SiteHub de kommende år. Forretningsmodellen er bevist på et krævende hjemmemarked, og opgaven flytter sig nu fra at bygge til at skalere. Der skal sættes systematik på det, der virker, flere kunder ind ad de samme spor, og på sigt skal SiteHub stå uden for Danmarks grænser.

Ulrik Branner og André Sode har arbejdet sammen i flere virksomheder, senest i Saxo Bank, inden André Sode kom til SiteHub som CFO og COO i 2024.

Det, der skal ske nu, er en anden disciplin, og den har André drevet før. Han kender virksomheden, strategien og menneskene.

Ulrik Branner, stifter af SiteHub

“Det har været mit privilegium at starte fra nul og som founder CEO være dybt involveret, tage beslutningerne hurtigt samt acceptere en høj risiko. Det, der skal ske nu, er en anden disciplin, og den har André drevet før. Han kender virksomheden, strategien og menneskene,” siger Ulrik Branner.

André Sode tiltræder den 14. september. Hans mandat er at vinde en større del af det danske marked, sætte system på driften, videreudvikle teknologien og gøre SiteHub klar til at skalere uden for landets grænser.

Byggepladsen fortjener generelt bedre, og den største opgave ligger lige nu herhjemme.

André Sode, CEO i SiteHub

“Byggepladsen fortjener generelt bedre, og den største opgave ligger lige nu herhjemme. Vi har en lille del af det danske marked, og den skal vokse i takt med, at markedet nu får øjnene op for, at byggepladsen er et centralt element i et projekts succes. Dernæst skal det, vi i dag gør godt, systematiseres, så det kan skaleres, selvom alle byggepladser er forskellige. Samtidig skal vores AI-baserede teknologi og platform kunne bære flere pladser med færre hænder. Når den del er på plads, løfter vi det ud over den danske grænse,” siger André Sode.

Styrket bestyrelse

Ulrik Branner bliver arbejdende bestyrelsesformand og skal de næste 12 måneder især arbejde med SiteHubs internationalisering og den rivende udvikling, AI driver.

Samtidig træder Anders Wilhjelm og Jeff Gravenhorst ind i bestyrelsen. Anders Wilhjelm er tidligere CEO i Solar A/S og Norican, og Jeff Gravenhorst er forhenværende CEO i ISS. Begge har meget lang erfaring med bestyrelsesarbejde, så det er to store kapaciteter, SiteHub nu får ind i bestyrelsen.

Blå bog

Sort-hvidt portræt af André Sode, CEO i SiteHub

André Sode

Tiltræder som CEO den 14. september 2026. Han kom til SiteHub i 2024 som CFO og COO og har siden været med til at styrke driften, mens antallet af projekter og medarbejdere voksede. Før SiteHub stod han i spidsen for drift og økonomi i en række virksomheder i vækst.
checkCFO og COO i SiteHub siden 2024, CEO fra september 2026
checkCFO i Viggo, 2023-2024
checkCOO, CFO og en periode CEO i Liva Healthcare, 2017-2023
checkNi år i Saxo Bank, senest som Senior Vice President og digital COO
checkExecutive Program på Stanford University, HA jur. fra CBS
check53 år, bor i Vanløse med sin hustru og to børn
Sort-hvidt portræt af Ulrik Branner med hvid hjelm foran en glasfacade

Ulrik Branner

Stiftede SiteHub i 2021 og har været CEO siden. Han fortsætter som arbejdende bestyrelsesformand med fokus på internationalisering og teknologi, og har over 20 års erfaring som topleder og iværksætter i byggebranchen.
checkStifter og CEO i SiteHub, 2021-2026, nu arbejdende bestyrelsesformand
checkHar ført virksomheden fra én til 160 kolleger på 11 lokationer
checkCCO, siden CEO og bestyrelsesformand i LetsBuild, 2014-2020
checkSeks år i Saxo Bank som leder af porteføljekontoret
checkMedlem af FIEC's Steering Committee og af DI's hovedbestyrelse
check54 år, bor i Vanløse, jæger og friluftsmenneske

Om SiteHub

SiteHub blev stiftet i 2021 med hjemsted i København og leverer specialiseret mandskab og teknologi til byggepladssikkerhed, -logistik, -drift, arbejdsmiljø og data. Virksomheden har 160 ansatte, omsatte for 214,7 mio. kr. i 2025/26 og har leveret overskud fjerde år i træk. Fra den 14. september 2026 er André Sode CEO, og arbejdende bestyrelsesformand er stifter Ulrik Branner.

Pressekontakt: Lau Mikkelsen, Head of Marketing & Communications, lami@sitehub.dk, +45 4266 3849.